Evig skam

DR 2 viser i denne uge en tysk dokumentarserie med titlen Hitlers Holocaust. I dag mandag er det første afsnit vist med undertitlen Menneskejagt. Udsendelsen gøre brug af samtidige amatøroptagelser samt vidneberetninger fra ofre og bødler. Serien er seværdig, men ikke for sarte sjæle; man kunne måske ønske at det blev vist på tv-kanaler med en bredere seerflade.

Jeg vil vende tilbage til begrebet ofre og bødler. Det er et genkendeligt begreb, når det handler om folkemord i Europa, Rwanda, Sudan, Cambodia...

Ofrene er lette at definere. Over seks millioner jøder. For de fleste mennesker er dette et velkendt tal: 6.000.000 jøder! Seks millioner er mere en der i dag 2009 bor i Danmark, Finland, Skotland eller hver af de baltiske stater. Havde nazismens vanvid ramt et af disse folk i stedet for Europas jøder, ville jeg ikke i dette øjeblik kunne sidde og blogge på dansk, med mindre jeg havde en interesse for døde sprog. De færreste kan rumme forestillingen om 6.000.000 individer: mænd, kvinder, bedstemødre og -fædre, spædbørn, 3,5-årige som min nevø, piger og drenge - lige begyndt i første klasse, studenter, nygifte og sådan kunne jeg blive ved. Stil dig op en travl plads i en by i Danmark og betragt alle, der går forbi dig - dømt til at blive frarøvet deres fremtid - deres liv, blot fordi de var jøder. Måske er det nemmere blot at forholde sig til et tal - seks millioner (jøder). Tal eller bogstaver trækker ikke vejret og har ikke ansigter, der føler smerte.

Bødler er straks lidt mere anstrængende at forholde sig til. Bøddel er jo oprindelig en officiel stillingsbetegnelse. Hver større by har haft sin bøddel, som eksekverede domme over dødsdømte forbrydere. Jeg kan ikke se de gamle grå mænd i tv-udsendelsen som bødler, der udførte ordrene fra højere sted. Skønt det nager mig at finde de følelser i mig, så ser jeg forbrydere, som nu bliver hjemsøgt af deres ugerninger fra deres yngre dage. Jeg ser og hører mange undvigelsesforklaringer: Jeg deltog ikke selv. Jeg var imod det. Jeg blev beordret. Jeg vidste ikke bedre... Det er selvfølgelig kun enkelte, der kan deltage i en dokumentarudsendelse. Så mange gamle grå mænd (og kvinder) har ikke mulighed for at stå frem med deres skam i en tv-udsendelse. Jeg må trist erkende overfor mig selv, at jeg inderligt håber, at alle disse grå forbrydere, som deres sidste klare tanke på deres dødleje, vil blive hjemsøgt at deres umenneskelige forbrydelser og ansigterne af de uskyldige mænd, kvinder og børn, hvis blod over 60 års tavshed ikke har kunne vaske bort.